Ny belysning på Banestien øger trygheden og tager hensyn til både natur og kulturhistorie

Foto: Norddjurs Kommune.
dato

Banestien mellem Allingåbro og Auning har fået ny belysning, der gør det mere trygt at færdes på strækningen – med omtanke for både natur, beboere og kulturhistorien.

Der er nu sat lys på Banestien mellem Allingåbro og Auning, hvilket gør det lettere og mere sikkert for cyklister, motionsløbere, hundeluftere og andre brugere af stien at færdes på strækningen i den vestlige del af Norddjurs Kommune.

I alt er der opsat 99 lysmaster langs stien. De nye lamper tænder automatisk ved bevægelse og giver dermed et mere trygt og behageligt stisystem for alle, der færdes her. I arbejdet med projektet har Norddjurs Kommune lagt vægt på at balancere ønsket om bedre belysning med hensyn til de omkringliggende boliger, naturen og den kulturhistoriske betydning af området.

På strækningen ligger der tre gravhøje, som er registreret som fortidsminder. Efter naturbeskyttelsesloven er det ikke tilladt at etablere belysning inden for 100 meter af sådanne fortidsminder, hvilket betyder, at der på i alt 250 meter af ruten ikke er etableret lys.

Kommunen har desuden taget hensyn til naturen og specielt dyrelivet. Langs Banestien findes blandt andet flagermus, som er en fredet art. Derfor er lyset holdt i en rødlig og afdæmpet tone for at begrænse påvirkningen af biodiversiteten. Samtidig er lysmasterne udført i en brunlig farve for bedst muligt at falde ind i landskabet, så de er mindre synlige i dagtimerne og harmonerer med skovbrynet.

Det nye initiativ på Banestien er dermed udført med fokus på både sikkerhed, kultur- og naturhensyn, til glæde for brugere af stien såvel som områdets beboere og dyreliv.

https://norddjurs.dk/nyheder/2026/marts/lys-over-banestien

Kilde: Norddjurs Kommune