I den netop offentliggjorte analyse fra NB-Ældre bliver plejen til de ældre vurderet ud fra 18 forskellige parametre, som blandt andet spænder over faglighed, medarbejderkontinuitet, serviceniveau, borgertilfredshed, borgernes helbred og plejeboliger.
Blandt de inkluderede målinger er andelen af uddannet personale, sygefravær, personaleomsætning, udgifter på ældreservice pr. borger, antallet af genindlæggelser samt ventetid og adgang til plejeboliger blevet vurderet.
Analysen fungerer som et vigtigt pejlemærke for kvaliteten i ældreplejen og forventes at få en rolle, der kan minde om Dansk Industris årlige erhvervsvenlighedsrangering blandt landets kommuner. Der er derfor grund til at hæfte sig ved Norddjurs Kommunes gode placering.
Resultatet vurderes som et værdifuldt eksternt blik på ældreområdet i Norddjurs Kommune og fremhæver den indsats, som dagligt gøres i Sundhed og Omsorg til gavn for de ældre borgere.
Placeringen understreger både høj faglighed, engagement og et stærkt samarbejde på tværs af ældreområdet i Norddjurs Kommune.