Allingåbro er i nat nævnt i døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Der er p.t. ingen planlagte grundlovsforhør i kredsen i dag.
**
Fire unge anholdt for tyveri af bil
En anmeldelse om muligt indbrud i biler i Ryomgård udviklede sig sent mandag aften til en kort eftersættelse af en stjålet bil på Norddjurs, da en patrulje i området opdagede det efterlyste køretøj. Bilen blev derfor bragt til standsning på Stationsgade i Trustrup efter at have kørt med høj fart gennem Mesballe og videre ad Thorsagervej. Bilen blev ført af en 15-årig dreng, mens yderligere en anden 15-årig dreng og to 17-årige – en dreng og en pige – befandt sig i bilen.
I den stjålne bil fandt betjentene yderligere en bilnøgle, der viste sig at passe til endnu et stjålet køretøj, der holdt parkeret i Ryomgård, hvor en af de anholdte personers telefon lå efterladt.
Den 15-årige fører af bilen blev sigtet for kørsel uden førerret og for at køre i påvirket tilstand. Han blev efter anholdelsen kørt til Skejby for at få udtaget en opfølgende blodprøve. De fire personer blev desuden alle sigtet for brugstyveri.
**
Lastbil påkørte letbanens køreledninger
En lastbilchauffør havde mandag morgen ikke helt styr på højden på sin kran, der ikke var blevet lagt ordentligt ned. Det resulterede i, at kranen påkørte køreledningerne til letbanen i krydset mellem Nordre Ringvej og Randersvej/Nørrebrogade i Aarhus. Episoden fandt sted kl. 07.40, og lastbilen kørte efterfølgende fra stedet. Episoden medførte, at strømmen forsvandt til lyssignalet i krydset, og at letbanen måtte aflyse alle mandagens afgange på strækningen.
Vi hører gerne fra vidner til episoden eller fra den pågældende chauffør, der muligvis ikke er klar over, at han ramte køreledningerne. Der var tale om en ældre, hvid lastbil med rødt førerhus.
**
Tørstige kaffetyve på Norddjurs
Personalet på Allingåbro Skole mødte i går ind til en lidt hårdere mandag end hos de fleste andre. I løbet af weekenden havde ukendte indbrudstyve nemlig været på spil og stjålet både kaffe, te og mælkepulver fra skolen. Derudover var der også blevet stjålet flere glas fra indbrudstyveriet, der blev begået af ukendte gerningspersoner. Indbruddet er blevet begået i perioden fra fredag eftermiddag til mandag omkring middagstid, og Østjyllands Politi hører gerne fra folk med viden om sagen.
**
Forsøg på salg af hash
En 28-årig mand blev mandag eftermiddag kl. 14.46 anholdt, da en patrulje fra Østjyllands Politi fandt ham i besiddelse af en mindre mængde hash i sin bil. Bilen blev stoppet i krydset mellem Åby Ringvej og Gudrunsvej i Brabrand, hvor den sigtede ligeledes blev fundet i besiddelse af en mindre mængde kontanter, der formodes at stamme fra salg af hash. Både de ulovlige stoffer og kontanterne blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation.
**
Sten gennem rude
En ukendt gerningsmand kastede mandag aften kl. 20.33 en sten gennem en rude til en privat bolig på Mejerivej i Odder. Efterfølgende blev en knallert og en cykel set køre fra stedet i ukendt retning, men ifølge anmelderen var det ikke muligt at give et signalement af den mulige gerningsmand.
**
Færdsel:
Mandag kl. 07.12 skete der et færdselsuheld på Nordjyske Motorvej i sydgående retning, hvor fire biler var involveret i et sammenstød. Østjyllands Politi var til stede i en kort periode efterfølgende for at hjælpe med trafikreguleringen, indtil motorvejen igen var farbar omkring kl. 08.25. En 46-årig kvinde er blevet sigtet for ikke at holde nok afstand til den forankørende, da hun påkørte denne, som bremsede pludseligt op i motorvejstrafikken. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade i forbindelse med uheldet, hvorimod der skete større materiale skader.
Mandag kl. 10.44 skete der et færdselsuheld i krydset mellem Silkeborgvej og Haslevej i Aarhus, hvor en højresvingende bil bremsede op for at afvente en bagvedkørende cyklist, der skulle ligeud. Opbremsningen medførte dog, at en 43-årig mand påkørte den forankørende bil med lav hastighed. Ingen personer kom til skade.
Mandag kl. 16.11 skete der et færdselsuheld på Viborgvej i Sabro, hvor en 69-årig kvinde påkørte en modkørende bil, da hun kørte over i modkørende vognbane. Den modkørende bil blev ført af en 45-årig mand, der pådrog sig mindre skader i forbindelse med sammenstødet. Der skete større materielle skader på begge køretøjer i forbindelse med episoden, men ingen personer kom alvorligt til skade.
Mandag kl. 16.42 skete der et mindre færdselsuheld på Grøndalsvej i Viby J, hvor en 32-årig kvindelig cyklist blev påkørt af en højresvingende bilist. En 46-årig mand er blevet sigtet for ikke at overholde sin vigepligt. Ingen personer kom umiddelbart alvorligt til skade.
**
Indbrud:
Der er det seneste døgn anmeldt seks indbrud i privat beboelse i Østjyllands politikreds.
• På Henrik Hertz Vej i Åbyhøj begået i perioden mellem mandag d. 14/11 kl. 06.30 til 15.15.
• På Hørret Byvej i Mårslet begået i perioden mellem lørdag d. 12/11 kl. 11 til mandag d. 14/11 kl. 15.
• På Nøjsomhedsvej i Brabrand begået i perioden mellem lørdag d. 12/11 kl. 18.00 til mandag d. 14/11 kl. 17.45.
• På Grøndalsvej i Viby J begået i perioden mellem mandag d. 14/11 kl. 10.30 til 18.20.
• På Højvangsvej i Stavtrup begået mandag d. 14/11 kl. 18.00.
• På Blomsterhaven i Harlev J begået tirsdag d. 15/11 kl. 04.42.